Klubbens vedtægter PDF Udskriv Email

§ 1 KLUBBENS FORMÅL

Klubbens formål er: Ved fægtning med fleuret, kårde og sabel at fremme amatørfægtningen som idræt. At give medlemmerne lejlighed til at deltage i konkurrencer under Dansk Fægte-Forbund eller i udlandet, samt at indbyde udenlandske fægtere her til landet.

§ 2 MEDLEMSKAB

Som aktive medlemmer kan optages enhver der ønsker at dyrke fægtning og som er amatør.
Indmeldelse skal ske skriftligt på indmeldelsesblanketten til et bestyrelsesmedlem.
Indmeldelse er bindende for mindst tre måneder.

De aktive medlemmer deles i to grupper:
1. Drenge- og pige-medlemmer
2. Senior-medlemmer
Drenge- og pige-medlemmer omfatter fægtere til og med det kalenderår, i hvilket de fylder 15 år.
Senior-medlemmer omfatter fægtere fra og med det kalenderår, i hvilket de er fyldt 16 år.
Som passive medlemmer kan bestyrelsen optage personer, som viser særlig interesse for klubben.
Som æresmedlemmer kan af generalforsamlingen udnævnes personer, som i ganske særlig grad har gjort sig fortjent af klubben.

§ 3 UDMELDELSE

Udmeldelse af klubben sker skriftligt til bestyrelsen inden den femtende i måneden før den måned fra og med hvilken udmeldelse skal gælde, med mindre anden aftale er truffet med klubben.

§ 4 GENERALFORSAMLINGEN

Generalforsamlingen er klubbens øverste myndighed i ethvert anliggende.

§ 5 DEN ORDINÆRE GENERALFORSAMLING

Den ordinære generalforsamling, der skal afholdes hvert år i april eller maj måned, indkaldes af bestyrelsen ved skriftlig meddelelse til hvert af medlemmerne med mindst 14 dages varsel.
For den ordinære generalforsamling gælder følgende dagsorden:
1. Valg af dirigent
2. Formanden aflægger beretning
3. Kasseren fremlægger det reviderede regnskab
4. Behandling af eventuelle forslag
5. Valg af bestyrelsesmedlemmer og to suppleanter
6. Valg af to revisorer
7. Fastsættelse af kontingent for perioden frem til næste ordinære generalforsamling
8. Eventuelt

Stemmeret på generalforsamlingen har kun aktive seniormedlemmer.
Forslag, der ønskes behandlet på en generalforsamling (ordinær eller ekstraordinær) skal tilstilles formanden senest 8 dage før generalforsamlingens afholdelse.

På den fægtesal, hvortil klubben er knyttet, fremlægges senest 3 dage før enhver generalforsamling:
1. De forslag der af bestyrelsen eller medlemmerne skal fremsættes for generalforsamlingen
2. En liste med navnene på de personer der stiller til valg jvf. pkt. 5 og 6 på dagsordenen
3. For den ordinære generalforsamlings vedkommende årsregnskabet forsynet med påtegning af revisorerne og bestyrelsen
Forslag, der ikke har været fremlagt således, kan kun behandles af generalforsamlingen, når denne enstemmigt vedtager det.

§ 6 EKSTRAORDINÆR GENERALFORSAMLING

Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen og skal indkaldes, såfremt mindst 1/4 del af klubbens aktive medlemmer indgiver skriftlig anmodning derom til bestyrelsen med angivelse af årsagen hertil.
Indkaldelsen sker med mindst otte dages skriftlig varsel til medlemmerne.

§ 7 AFSTEMMNINGSREGLER

Dirigenten fastsætter afstemningsmåden under hensyntagen til følgende punkter.
De på generalforsamlingen behandlede anliggender afgøres ved simpel stemmeflerhed.
Afstemninger foregår mundtligt, medmindre noget medlem forlanger skriftlig afstemning.
Til vedtagelse af beslutninger om ændringer i lovene kræves, at mindst 2/3 del af de tilstedeværende stemmeberettigede medlemmer stemmer derfor.

§ 8 BESTYRELSEN

Bestyrelsen består af 9 medlemmer. 7 ordinære medlemmer og 2 ekstraordinære medlemmer.
De 7 ordinære medlemmer skal være fuldmyndige.
De 7 ordinære medlemmer vælges for 2 år ad gangen af generalforsamlingen. I de
ulige år afgår 4 af medlemmerne, de lige år de 3 øvrige medlemmer.
Straks efter generalforsamlingen træder bestyrelsen sammen og konstituerer sig med en formand, en næstformand samt en sekretær og kasserer, der godt kan være samme person.
De ekstraordinære medlemmer vælges for et år ad gangen af drenge- og pige-medlemmerne eller udpeges af bestyrelsen.

§ 9

Bestyrelsen leder og repræsenterer klubben i alle anliggender med ansvar over for generalforsamlingen.
Bestyrelsen afgør hvorvidt klubbens medlemmer skal kunne deltage i konkurrencer.

§ 10

Bestyrelsen afholder møder så ofte formanden finder det påkrævet eller når 3 medlemmer kræver det.
Beslutning træffes i tilfælde af afstemning ved almindeligt stemmeflertal, idet formandens stemme er afgørende i tilfælde af stemmelighed.
For at der kan træffes gyldig beslutning, skal mindst 3 af de ordinære medlemmer i bestyrelsen være til stede.
De 2 ekstraordinære medlemmer har ikke stemmeret i bestyrelsen.
I øvrigt fastsætter bestyrelsen selv sin forretningsorden og fordeler selv opgaverne mellem sine medlemmer.
Klubben tegnes af formanden. Ved økonomiske dispositioner over kr. 20.000,00 kræves dog underskrift af formanden og et bestyrelsesmedlem i forening.
Beløb vedrørende den daglige drift administreres af kassereren alene.

§ 11 KONTINGENT

Kontingent indbetales på klubbens konto. Klubben udsender som regel opkrævninger på kontingent for en til tre måneder ad gangen, der indbetales senest den 3. hverdag af første opkrævningsmåned.
Hvis et medlem skylder klubben mere end to måneders kontingent, og hvis det ikke er betalt senest 14 dage efter skriftligt påkrav, kan bestyrelsen erklære medlemmet for udelukket eller bestemme passende sanktioner indtil det skyldige beløb er betalt.

§ 12 REGNSKABET

Regnskabsåret går fra 1. januar til 31. december.
Kassereren fører regnskabet med klubbens indtægter og udgifter.
Bortset fra en passende arbejdsbeholdning af kontanter og midler på postgirokontoen, anbringes klubbens midler efter bestyrelsens nærmere bestemmelser.
Regnskabet revideres af to revisorer, der vælges på den ordinære generalforsamling for et år ad gangen. Regnskabet med bilag tilstilles senest 14 dage før den ordinære
generalforsamling revisorerne, der derefter senest 8 dage før generalforsamlingen
efter foretagen revision overgiver regnskabet med påtegning om revision til formanden, der sørger for, at regnskabet behørigt underskrives og fremlægges i overensstemmelse med §  5.

§ 13 KLUBBENS HJEMSTED

Klubben er hjemmehørende i Københavns kommune

§ 14 KLUBBENS OPLØSNING

Stilles der på generalforsamling forslag om klubbens opløsning, og denne vedtages, indkaldes til en ny generalforsamling med forslaget om opløsning som eneste punkt på dagsordenen. Dersom på denne generalforsamling ikke mindst 5 medlemmer modsætter sig opløsningen, er denne vedtaget.
I tilfælde af klubbens opløsning tilfalder klubbens midler Dansk Fægte-Forbund til anvendelse til fremme af amatørfægtningen i Danmark.


revideret den 13.09.07

 
Danish Dutch English French German Italian Spanish

MEDLEMSADGANG



Banner
trekanten.org