Skip to main content

Bredde Politik for Junior, Senior, Veteran

Fægteklubben Trekantens
BREDDE-politik for Junior, Senior, Veteran

Vision

Fægteklubben Trekanten vil skabe et levende, inspirerende fægtemiljø for voksenfægtere, hvor den enkeltes oplevelse af såvel sportslig udvikling som socialt tilhør danner grundlag for et fælles engagement, som er attraktivt for både gamle og nye medlemmer.

Målgruppe

Breddefægtere kan overordnet defineres som den gruppe af fægtere som ikke er tilknyttet et elite program eller er b&u fægtere. Lidt pragmatisk kan gruppen beskrives som dem der deltager i klubbens almindelige daglige træning. Det er en gruppe af fægtere som drives af meget forskellige motivationer så som glæden ved fægtningen gennem udfoldelse, leg og mestring, det sociale fællesskab i klubben, motionering eller deltagelse i åbne regionale, nationale eller udenlandske stævner i nabolande og placering på den nationale rangliste. Aldersspredningen rækker fra juniorer til veteraner.

Formål

Med en breddepolitik vil Fægteklubben Trekanten sørge for at sikre fokus på den brede ikke-eliteorienterede medlemsskare, som er en væsentlig del af fundamentet for klubbens liv og økonomi.

Strategi

Med fokus på udvikling af træningstilbud, sociale arrangementer, udvalgte fælles stævnedeltagelser, individuel oplysning om stævner på passende niveau, træningsweekender, bevidsthed om niveau-deling i bredden, kompetenceudvidelse i.f.t. eksempelvis dommergerning, klubinvolvering ved stævner o.a. samt en målrettet kommunikation i breddegruppen udarbejdes en strategi, der med afsæt i en interessegruppe skal sikre et attraktivt og udviklende breddemiljø i Fægteklubben Trekanten.

Ansvarlig

Klubbens bestyrelse er ansvarlig for implementeringen af politiken i klubbens dagligliv.

Kommunikation

Trekantens breddepolitik lægges op på klubbens hjemmeside og sendes til klubbens interessenter på området, her især Københavns Kommune, Dansk FægteForbund og Team Copenhagen.

Fægteklubben Trekantens

BREDDE-strategi for Junior, Senior, Veteran  


INDHOLD

Indledning

Breddegruppen - hvem handler det om?

Resultatmålsætning

Procesmålsætning

Indsatsområder


  1. Sportslige målsætninger

  2. Trænere/træning (kvalitet og kvantitet)

  3. Træningslejre

  4. Dommeruddannelse

  5. Piger / kvinder (selvstændigt projekt)

  6. Involvering i klubliv herunder deltagelse i stævne- og lejrafvikling

  7. Rekruttering/fastholdelse

  8. Stævneaktiviteter, herunder holdfægtning

  9. Sociale aktiviteter

  10. Økonomi

Kommunikation

Organisering

Ansvar

Indledning

Fægteklubben Trekanten har over de seneste sæsoner forøget sin skare af voksen breddefægtere betragteligt, og det er nu på tide at beskæftige sig fokuseret med, hvordan vi også fremover tiltrækker, fastholder og engagerer denne medlemsgruppe. Klubben opererer i forvejen målrettet med såvel talent- som elite-politik og -strategi.


Breddegruppen - hvem handler det om?

I nærværende strategi fokuseres der på voksen breddefægterne defineret som dem, der deltager i klubbens daglige træninger med ingen eller en begrænset stævnedeltagelse og som søger den personlige udvikling og læring i glæden ved at dyrke fægtesporten.


Resultatmålsætning

Klubben har oplevet en medlemsfremgang de senere år på voksen bredde-området, først og fremmest som resultat af et fokuseret rekrutteringsarbejde med 3 årlige introhold pr. sæson. Det er en resultatmålsætning at opnå en tilsvarende medlemstilgang i perioden 2011-14, svarende til 10 nye medlemmer pr. sæson, samt at fastholde eksisterende medlemmer i klubben og at re-engagere tidligere elitefægtere i sporten.


Procesmålsætning

Gennem et program af socialt motiverede arrangementer skal den eksisterende medlemsskare fastholdes ligesom nye medlemmer skal indsluses i klubbens sociale liv qua disse arrangementer.

Samtidig er det en målsætning at tilrettelægge træningstilbudene for breddegruppen, således at tilbuddene er målrettede de forskellige niveauer, der findes på breddeområdet:

Begyndere: de nye fægtere, der kommer fra introholdene skal sluses ind på de almindelige klubtræninger og det målrettede arbejde skal fortsættes, således at de hurtigere kommer på et øvet niveau.

Øvede: de øvede fægtere samt konkurrencefægterne skal have mulighed for flere træningspas i løbet af ugen. Der undersøges muligheden for at starte et tilbud én lørdag om måneden.

Tidligere elitefægtere: det undersøges om det vil være muligt at køre et lørdagshold én gang om måneden (jvnf. ovenfor) for re-aktivering af tidligere elite- og sub-elitefægtere til højniveau breddefægtere. Holdet skal køre med et fokus på godt fællesskab og fægteglæde. Fægterne skal motiveres til igen at indgå i klubtræningerne som en social ressource og højniveau fægtesparring.


Indsatsområder


  1. Sportslige målsætninger

    De sportslige målsætninger for breddefægterne knytter sig i højere grad til den enkeltes behov end til medalje- og placeringsresultater. Det er en målsætning at trænerne blandt andet gennem individuelle samtaler hjælper med at imødekomme den enkelte fægters ønske om træningsmængde, udvikling, stævnedeltagelse og forberedelse.


  1. Trænere/træning (kvalitet og kvantitet)

    Der skal udarbejdes en struktur for breddefægtningens træning, som sikrer kontinuitet, kvalitet og fremdrift. Træningen skal give lektionstilbud på alle tre våben minimum to gange om ugen. Tilbuddene skal tilgodese niveaudelingen i breddegruppen. Muligheden for et weekend træningstilbud undersøges, eksempelvis en lørdag hver måned, med henblik på en prøveperiode i foråret 2012.


  1. Træningslejre

    Klubbens breddefægtere opfordres til at deltage i den årlige sommertræningslejr.

Der arrangeres én årlig træningsweekend i klubben, hvor breddefægtere fra hele landet inviteres.


  1. Dommeruddannelse

    Muligheden for at deltage i frivilligt arbejde i klubben, og dermed også muligheden for et styrket socialt tilhør i klubben, rummer blandt andet dommerfunktion ved klubbens egne stævner. Klubbens øvede og højniveau breddefægtere opfordres derfor til at tage dansk dommerlicens gennem DFF. Dommerfunktionen vil blive trænet for interesserede på den årlige træningsweekend, og dommerkursus og dommereksamen kan tages på klubbens sommerlejr.


  1. Piger / kvinder

    Der arrangeres en årlig træningsweekend udelukkende for kvindelige fægtere fra 14 år og op. Fægtere fra hele landet inviteres til træningsweekenden, som ledes af to kvindelige trænere samt klubbens fægtemester. Dette er et særskilt projekt


  1. Involvering i klubliv herunder deltagelse i stævne- og lejrafvikling

    Det er mål i stigende grad at engagere klubbens breddefægtere i klubopgaver og herigennem at øge denne gruppes engagement i det frivillige arbejde og sociale liv i klubben. Blandt andet opfordres breddefægterne til at involvering i planlægning og afvikling af klubbens to årlige stævner, hvor der er god brug for kompetencer såsom logistik, IT, læge-funktion, sprog, budgetstyring o.m.a.


  1. Rekruttering / fastholdelse

    Rekruttering til breddegruppen sker eksternt gennem introhold (hvortil der bl.a. rekrutteres fra polterabends etc.) og internt i klubben gennem overgang/fastholdelse fra enten eliteniveau eller kadet-/juniorårgange. Gennem ovennævnte procesmålsætninger skal fokus øges på denne sidstnævnte gruppe, så frafald efter elitetid eller i kadet/junior-gruppen minimeres.


  1. Stævneaktiviteter, herunder holdfægtning

    Breddegruppens potentielt stævneinteresserede fægtere falder i tre alderskategorier, junior, senior og veteran. Det er en målsætning i alle tre grupper at afdække interessen for stævnedeltagelse og finde muligheder for at bakke op om turplanlægning og trænerdeltagelse. Stævner med mulighed for holdfægtning samt stævner, hvor både fleuret- og kårdefægtere kan deltage, vil få prioritet. Fægtere som ikke har deltaget i stævner man som ville kunne have glæde heraf skal informeres om stævner både individuelt og ved aktiviteter som for eksempel træningsstævner på salen.


  1. Sociale aktiviteter

    I samarbejde med Støtteforeningen Trekantens Venner arrangeres halvårlige sociale begivenheder, som tjener det formål at fremme indslusningen af nye fægtere og skabe klubånd på tværs i breddegruppen.


  1. Økonomi

    Den største udfordring er at generere den fornødne økonomi til trænerkræfterne. I første omgang opereres der med at engagere tidligere elitefægtere i trænergerningen, hvor honoreringen ligger i eget frit medlemsskab samt eventuelt støtte til stævneturdeltagelser. På sigt vil dette dog ikke være tilstrækkeligt, hvorfor der skal skaffes midler til egentlig honorering af trænere, blandt andet for at sikre kontinuitet og kvalitet.

Samtidig skal det overvejes i et eller andet omfang at støtte én eller to årlige stævneture for breddegruppen samt 1-2 årlige træningsweekender, igen som et led i fastholdelsespolitikken.


Kommunikation

Klubbens breddestrategi offenliggøres på klubbens hjemmeside.

Qua opslag, nyhedsemails og opslag på hjemmesiden meddeles tiltag, arrangementer, ture og tilbud til klubbens breddefægtere. Det er interessegruppen, der står for denne kommunikation.


Organisering

Indsatsen for breddefægterne koordineres af junior-senior-veteran udvalget i sammenarbejde med klubbens instruktører. Udvalget og instruktørerne lægger årsplan for breddefægterne og samarbejder med fægtemesteren om tilrettelæggelse af de fægtemæsige forløb. Udvalget rekrutterer ansvarlige til tilrettelæggelse af stævnetur(e).


Der nedsættes en interessegruppe for breddefægterne bestående af et medlem fra bestyrelsen, en repræsentant fra Støtteforeningen og en aktiv breddefægter. Gruppen lægger årsplan for breddefægterne og samarbejder med fægtemesteren om tilrettelæggelse af de fægtemæssige forløb. Gruppen rekrutterer ansvarlige til tilrettelæggelse af stævnetur(e).


Ansvar

Det er fægtemesterens ansvar, at det træningsmæssige tilbud til breddefægterne er på plads og velfungerende. Fægtemesteren rekrutterer trænere til breddetræningerne i samarbejde med bestyrelsens udvalg for trænerrekruttering.
Det er overordnet bestyrelsens ansvar, at breddestrategien implementeres i klubbens hverdag.
Fægteklubben Trekanten
Ryparkens Idrætsanlæg
Lyngbyvej 104
2100 København Ø
Danmark

Telefon: +45 39 27 13 13
E-mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.