Skip to main content

Martine Spanger-Ries i top 8 ved C.E.P i Paris

Paris_Malte_og_MartineDen 2. februar gik turen endnu en gang til Paris for Fægteklubben Trekanten. Denne gang bestod delegationen af Malte Trier Mørch (træner) og fægterne Hans Christian Mejlvang, Martine Spanger-Ries, Mathias Danckwardt, Sofus Landorf, Jakob Brandt Lang, Marxim Valeur, Felix Caspersen og en håndfuld forældre. Trekanten har nemlig tradition for at stille fægtere til det årlige C.E.P Marathon fleuretstævne, som i år blev afholdt den 3.-4. februar. Stævnet regnes for at være verdens største og stærkeste fleuretstævne for aldersklassen U15. I år stillede ca. 950 fægtere op og over 20 nationer var repræsenteret.

For Hans Christian Mejlvang, Jakob Brandt Lang, Marxim Valeur og Felix Caspersen var det deres C.E.P.-debut. Alle fægtere fik fægtet mange gode og udfordrende kampe. Sofus lå nummer et blandt drengene efter puljerne, men røg desværre ud efter sin første eliminationskamp. Hans Christian, Martine og Mathias gik videre til næste dag. Desværre var Mathias skadet og kunne ikke fægte optimalt. Efter en målrettet træningssæson fik Martine prøvet sin fægtning af og endte på en super flot 8. plads. Det er således anden gang, at Fægteklubben Trekanten opnår et topresultat ved C.E.P.

I Martines aldersklasse deltog 196 piger, så vejen til 8. pladsen var både lang og hård. På førstedagen blev der fægtet 2 puljer. Martine tabte en kamp i hver pulje og vandt resten af kampene. Hermed gik Martine direkte videre til de sidste 128 fægtere og skulle først fægte igen om søndagen. Om søndagen blev der fægtet en ny pulje. I den pulje havde Martine ligeledes 1 nederlag og resten var sejre. Det endte med en seedning som nr. 31 og Martine var direkte kvalificeret til de sidste 64 piger.

I Paris fægtes med genoptagelse i udslagningen. Det vil sige, at der ikke nødvendigvis er tale om vind eller forsvind kampe i udslagningen. Det skulle vise sig, at være en fordel for Martine, idet hun lagde ud med at tabe 6-10 til den franske pige Stephanie Sardain. Herefter skulle Martine fægte en vind eller forsvind kamp mod italieneren Constance Catarzi, den vandt Martine sikkert 9-3. For at kvalificere sig blandt de sidste 32 fægtere skulle Martine vinde mod russeren Ludmila Kochetova. Det blev en gyser, der gik i overtid. Stillingen var 9-9 og Ludmila vandt prioriteten. Da Malte havde skreget sig hæs, besluttede Martine at angribe og så vandt Martine kampen 10-9. Martine var hermed i top 32. Martine igen møde en franskmand, Marie Joseph Alliya, den kamp vandt Martine sikkert 10-4. For at komme blandt de sidste 16 skulle yderligere 1 kampe vindes. Sejren skulle stå mod tyskeren Antonia Poser, men hun havde lagt andre planer. Tyskeren var kæmpestor, lang og hurtig på benene. Hun fægtede afventende og ventede på, at Martine angreb og i løbet af ingen tid havde Martine tabt kampen 0-10. Nu havde Martine en vind eller forsvind kamp mod russeren Anastasia Minyaeva om at komme i top 16.  Martine var som forvandlet oven på det forrige æg og vandt kampen sikkert 10-6. Hun var nu i top 16 og kun 2 sejre fra top 8. Den næste modstander var Marlene Mottner fra Tyskland, som ud over det smukke fornavn, havde en træner, der hele tiden råbte … Spitze… Spitze…Martine kom hurtigt bagud i kampen, hvilket hun i øvrigt gjorde i de fleste kampe, men til sidst kom Martine igen og vandt kampen på tid 6-4. Endelig en tysker der kunne besejres. Den næste kamp stod mod den franske pige Honorine Millepied. Martine havde efterhånden fået et godt greb om den franske fægtestil, og hun besejrede den franske pige sikkert 10-6 og var herefter blandt de sidste 8. Den første kamp i kvartfinalen var mod den senere vinder og i øvrigt italienske pigemester på kårde Bianchin Elisabetta. I denne kamp havde Martine ingen chance og hun tabte klart 1-10 og endte dermed på en samlet 8 plads. Således må Martine siges at være i topform til EM i Kroatien i slutningen af februar.

Fægteklubben Trekanten
Ryparkens Idrætsanlæg
Lyngbyvej 104
2100 København Ø
Danmark

Telefon: +45 39 27 13 13
E-mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.