Skip to main content

Trekanten tog 11 medaljer ved Senior-DM

I Kristi Himmelfartsferien den 28.-26. april blev der afholdt Danmarksmesterskaber i fægtning i Odense. Trekanten deltog med en række fægtere på alle våben. I alt vandt Trekanten 11 medaljer heraf 3 af guld.

alt

På billedet ses den dobbelt guldvinder på damefleuret Martine Spanger-Ries, med trænerne Ferenc Toth til venstre og Malte Trier Mørch til højre.

Damefleuret

I år tog Trekanten guld på dameflueret individuel og hold. Her vandt Trekantens kun 15 årig Martine Spanger-Ries 14-12 i en tæt og intens finale over sidste års Danmarksmester Kirsten Pallesen fra Fægteklubben Mahaut. Martine Spanger-Ries er dermed den yngste individuelle danmarksmester på damefleuret i dansk fægtnings historie. Lene Jensen og Josefina Lawton tog begge bronze. I semifinalerne tabte Lene til Martine 15-9 og Kirsten Pallesen slog Josefina 15-11.

I finalen mødte damefleuret holdet – bestående af Martine Spanger-Ries, Lene Jensen, Josefina Lawton og Marlene Spanger – Fægteklubben Mahaut, som de slog 45-40.

Herresabel

På herresabel vandt Sebastian Bringstrup fra Trekanten ligeledes guld efter, at han i en spændende finalekamp slog Patrick Jørgensen fra HFK 15-14. Herresabelholdet, der bestod af Sebastian Bringstrup, Sebastian Meinhof og Danny Wilson, tog efterfølgende en sølvmedalje.

Herrefleuret

På herrefleuret fægtede alle Trekantens fægtere nogle meget tætte kampe. I alt fem fægtere kom i top 8. Alexander Tsoronis, der var regerende danmarksmester, tog i år en bronzemedalje. Alexander mødte Philippe Jørgensen, HFK i semifinalen, som han tabte 15-9. Jeppe Reindahl kom på en flot 5. plads efter, at han i kvartfinalekampen tabte knebent 15-12 til klubkammeraten Alexander. Kolja Dahlin endte på en 6. plads. Kolja fægtede ligeledes en tæt kvartfinale kamp mod Emil U. Andersen, HFK, men tabte 15-13. Søren Ulrik Johansen endte på en 7. plads. Han fægtede en uhyre tæt kvartfinalekamp mod Patrick Jørgensen, HFK. Søren var bagud 11-4, men fik kæmpet sig tilbage og førte til sidst med 14-13 inden Patrick Jørgensen afgjorde kampen 15-14. Thomas Lerche Berg kom på en 8. plads.

I holdkonkurrencen tog trekantens førstehold, bestående af Alexander Tsoronis, Søren Ulrik Johansen og Kolja Dalin sølvmedaljer, idet holdet tabte en tæt finale 45-43 til HFK, i en kamp, der bølgede frem og tilbage til det sidste. Trekantens andet hold, bestående af Jeppe Reindahl, Mikkel Puggaard-Hess og Thomas Lerche Berg tog bronze. 

Damekårde

På damekårde kom Julie Bendixen på en 8. plads. I holdkonkurrence tog Trekantens førstehold bestående af Julie Bendixen, Augusta Spanger-Ries og Rikke Hjort Hansen en bronzemedalje, da holdet slog Hellerups tredje hold. Trekantens andet hold, bestående af Marlene Spanger, Radoslava Nikolova, Martine Spanger-Ries og Lene Jensen kom på en 5. plads.

Herrekårde

På herrekårde blev det ligeledes til en 8. plads, idet Claus Albert Canning i kvartfinalen tabte til Frederik v.d. Osten 15-11. I holdkonkurrence tog Trekantens hold, bestående af Claus Albert Canning, Kasper Reindahl og Anker B. Josefsen en bronzemedalje, da holdet i tillægstiden slog Hellerups 3. hold 44-43.

Fægteklubben Trekanten
Ryparkens Idrætsanlæg
Lyngbyvej 104
2100 København Ø
Danmark

Telefon: +45 39 27 13 13
E-mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.