Skip to main content

Fællesbillede fra dag 1 til B&U DM

2015DM

Tak til foto fra Morten Juhl (copyright Morten Juhl Photography)
Her et billede af klubbens fægtere med træner der fægtede både hold og individuelle kampe på fleuret i kategorierne - dreng/pige og miniorer

B&U Danmarksmesterskaberne 2014/2015 – individuelt og hold: Med nogen forsinkelse kommer her stævneberetningen fra dette års B&U danmarksmesterskaber, 2. – og 3. maj 2015.

 

Som en del af DFF's nye struktur for afviklingen af danmarksmesterskaberne blev de individuelle mesterskaber afviklet på samme tid som hold. Det var et fint tiltag, da engagementet og opbakningen til holdturneringen virkede positivt.

Fra Trekanten havde vi på de to dage i alt 19 fægtere. Dejligt at se så stor tilslutning – især at også nogle af vores nye og ikke så erfarne fægtere var med.

Lørdag lagde Trekanten hårdt ud med, at vores piger Marie, Josephine og Naja tog henholdsvis guld, sølv og bronze i dreng/pige-pige. På dreng/pigedreng fulgte Jonas, Steffen og Silas op med guld, og 2x bronze. Samuel, Anton og Asger gjorde flot figur og sluttede på henholdsvis 5, 6 og 13. pladsen. I minorer drenge gik Theo ligeledes af med guldet. Senere på dagen skulle hold turneringen afvikles. Desværre var Odense ikke helt gearet til denne del af opgaven, så det blev til en del ventetid. Børnene tog det heldigvis med godt humør og der blev da også fægtet godt igennem, da de endelig kom i gang. I dreng/pige dreng måtte Trekanten 2 se sig slået af det noget mere erfarne hold fra Hellerup. Trekanten 1 nappede både FKT Vordingborg og efterfølgende Hellerup og sikrede sig dermed guldet. Om det var på grund af det forholdsvise store nederlag til Trekanten 1 eller om grunden var en anden, vides ikke, men FKT Vordingborg havde ikke lyst til at fægte om bronzen mod Trekanten 2, hvilket betød, at Trekanten 2 automatisk vandt bronzen. Synd for fægterne på Trekanten 2, der gerne ville have fægtet om pladseringen. I dreng/pige pige fik de tre brave piger også fægtet sig til guldet efter en overbevisende sejr over Aalborg 1. Herefter gik turen enten hjem eller ud på kinesisk restaurant til en lækker buffet. En hyggelig afslutning på en lang dag men med medaljer til alle.

Søndag var Trekanten ret overlegne i puslinge drenge, hvor vi tog 8 af top 9 placeringerne. Ruben vandt guld, Christopher Horn sølv, Douglas og Mikkel bronze; derefter fulgte Sasha, Julius, Simon og Philip Elias på henholdsvis 5,6, 8 og 9. pladsen. Godt gået!! I puslinge pige måtte Marie, som eneste Trekanten pige, se sig slået af Stine fra Varde i finalen. Silas og Jonas overraskede alle og stillede op på kårde dreng/pige-dreng og gjorde det rigtig godt. I deres første individuelle mesterskab på kårde vandt Jonas sølv og Silas kom på et flot 9. plads.

På hold sluttede Samuel sig til Silas og Jonas og dermed havde Trekanten endnu engang et kårde hold i dreng/pige-dreng. Som sidste år lykkedes det igen Trekanten at vinde guldet efter en gyserkamp mod Hellerup, der sluttede med mindst mulig margin 45:44. På puslinge herre blev det til både guld og sølv til henholdsvis Trekanten 1 og Trekanten 2. Stort tillykke til alle vores søde og dygtige fægtere – det var en fornøjelse at tilbringe – endnu – en weekend i en sportshal med jer. Også en stor tak til Sophus og Felix, der hjalp til som dommere – og sidst men ikke mindst – en kæmpe tak til Malte!!! Uden ham havde alt dette ikke været muligt.

Fægteklubben Trekanten
Ryparkens Idrætsanlæg
Lyngbyvej 104
2100 København Ø
Danmark

Telefon: +45 39 27 13 13
E-mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.